Hanna Permin
Yogalærer og ejer af Yoga med vinger
Jeg er født i Göteborg i 1977 og har boet i Danmark det meste af mit liv. Nu bor jeg i en lille lejlighed i hjertet af Valby, jeg har en datter på 18 år og en kæreste i Helsingør. Jeg går i Søndermarken hver dag året rundt og nyder årstidernes skiften, løber en eller to gange om ugen, elsker et synge, at lave lækker mad og at undervise yoga.
Jeg er uddannet yogalærer fra Hamsa Yogastudio (København) og har efteruddannelser i restorativ yoga, yoga terapeutik, meditation, pranayama (åndedræt), NADA (øreakupunktur), TRE (rytsning) og aerial yoga.
Jeg har undervist yoga i 15 år og har særlig interesse i den terapeutiske og tekniske del af yoga - alt det vi kan gøre selv uden at andre manipulerer med os. Jeg er en anatominørd, optaget af kvinders cyklus, overgangsalder, stress og aldring.
Jeg er oprindeligt uddannet sygeplejerske og har en kandidatgrad i samme fag. Jeg har tidligere arbejdet som sygeplejerske og undervist på sygeplejeskole og hospital. Ved siden af Yoga med vinger underviser jeg mennesker med hjerneskade i yoga to gange om ugen.
I Yoga med vinger underviser jeg i yoga og styrke, yoga, blid yoga, restorativ yoga, TRE ("rystning") og enetimer (også i aerial yoga) og så giver jeg NADA (øreakupunktur). Jeg afholder 2-4 workshops om året, der handler om cyklus. Desuden afholder Møn Retreat Center et årligt sommerretreat med mig som underviser.

Sanne skriver:
"For mig er timerne hos Hanna den ultimative modvægt til en travl hverdag. Det er her, jeg får stivheden ud af kroppen og mærker, hvordan min smidighed øges gang for gang. Men det handler om meget mere end det fysiske; det er her, jeg finder roen, når tingene går stærkt. Hanna er fantastisk til at tale os gennem øvelserne, så man altid føler sig i gode hænder.
Hun er utrolig lydhør og opmærksom på den enkeltes niveau og personlige udfordringer. Man føler aldrig, at man skal “præstere” noget, man ikke kan – stillingerne bliver altid tilpasset, så de giver mening for netop min krop. Hanna har et helt særligt overskud til at se og mærke energien i rummet. Hun ved præcis, hvad vi har brug for, når vi ruller måtten ud".
Tak for de fine ord kære Sanne.

Hvad er yoga
for mig?
"Yoga startede for mig som en nydelsesfuld bevægelsesform. Senere i livet ramlede jeg ind i en alvorlig livskrise og dykkede dybere i yogaens verden. Det gav mig et nyt perspektiv, hvorfra jeg kunne se på mit eget liv, men også verden omkring mig med et kærligere blik. Det er ikke sådan, at alt nu bare er ren lykke, men jeg er blevet bedre til at rumme, alt det livet byder på. Og jeg ved, at jeg igen og igen skal skabe tid og ro til at vende blikket indad og lande i mig selv. Det er fra det sted, at jeg kan møde mig selv og mennesker omkring mig med kærlighed."
Jeg laver mine egne små sange, som jeg synger i slutningen af timen. En lyder:
"Tro på dig selv, ikke knokle dig ihjel,
for du er god nok, som du er
lige nu og her".
